onsdag den 7. april 2010
Jeg maa blive 90 dage mere (22/3)
Bygningen, hvori "Direccion General de Migracion y Estranjeria" har til huse, ville, saafremt de havde set den for más o menos 20 aar siden i et land, der havde valgt at indgaa i en pagt underskrevet i en by i Polen frem for Italien, have foranlediget dig til at taenke, at den nok husede det hemmelige politi og el. landets atomvaaben. Stor, beton, pigtraad, vagter, messing og marmor ved hovedindgangen og lange korridorer, hvor doerene skulle aabnes af bevaebnede maend. Har da ogsaa foerst forladt bygningen igen efter et interview, afgivet fingeraftryk, underskrevet 2 formularer og loebet frem og tilbage mellem 3 skranker og en kopimaskine. Det tog ca. 2,5 time i alt, og fordi Tobias, der fik 60 dages visum i lufthavnen havde faaet rodet sig ud i at skulle skaffe underskrifter fra, "vaerger" og nogen til at sige god for sig+ maatte aflevere kopi af pas, anden ID og baade til kontoret i SS og i Usulutan en gang og have en COMUS medarbejder til at tilbyde en emigrationsmedarbejder penge under bordet var vi spaendte, men udover papir arbejdet gik det fint. A.I. fik besoeg af migrationspoltitet i forrige uge. Og en tidligere volontoer har maattet af med 400$ i dagboeder for udloebet visum.
Skal til laegen (22/3)
og Nicaragua. Og Guns n Roses koncert. Og Joya de Pilar.
Men nu er udslettet i venstre lyske paa stoerrelse med en haandflade, og det er begyndt i hoejre side ogsaa. Jeg fik noget creame for en uges tid siden, som ikke har hjulpet. Jeg tror det var noget binyrebark-et-eller-andet. Det hjalp ikke, men igen, laegen i San Chico udskrev ogsaa astmamedicin mod amoeber, da Rebekka havde det. Vi slaas lidt om at laegge de vildeste planer for videre rejse, fordi den mest syge var Amalie, der kun var med paa platform, og den naestsygeste er Rebekka, der tager hjem en maaned foer alle andre. For snart lang tid siden erklaerede sundhedsministeret "gul alarm" pga. dengue. De fik kritik af oppositionen, fordi kun 4 var doede, men nu er vi oppe paa 2000+ tilfaelde og der er reklamer mod stillestaaende vand, og der gaar regeringsfolk rundt med gift i de mest udsatte egne. 1. gang med dengue skulle ikke vaere saa slem. 2. gang ... knapt saa rart. Jeg gaar i panik, hvis jeg faar 2 myggestik i hvert fald. Den lokale version af pest el. kolera hedder dengue el. malaria. Jeg tror jeg ville vaelge malaria.
Og saa en note mht. mad. De kan lide det asuave (soedt) og jeg har endnu ikke faaet noget bittert, staerkt eller surt udover jocote og mango indio, begge dele spises med salr og verdens staerkeste baer mast ud over. Jeg gav et baer til Sara med ordene: pas paa, det er staerkt. Smag forsigtigt og spyt ud. - hun hader mig endnu.
26/3: P.S. Jeg har svamp. Hvor nedtur er det ikke lige, at have det - af alle de seje, eksotiske sygdomme man kan faa her. Je har faaet noegt andet creame og nogle piller, jeg skal tage hver onsdag. COMUS laegen var der ikke, saa jeg gik 50 meter hen ad gaden til et stort regeringslaegehus, der havde alt medicinsk goejl, som hjertet kunne begaere. Hvorfor COMUS har en klinik er mig et myasterium. Regeringens alternativ var gratis for mig og de lokale. Medicinen ogsaa og umiddelbart virkede de ogsaa mere kompetente der.
Laegerne i det ehr land er sindssygt hurtige til at stille diagnoser. En anden laege kiggede paa Sara udslaet paa benene i 0,3 sekunder, sagde "allergi" og "spis disse antibiotika-, penicillin-, antihistamin-, panodil- og ciprofloxysinpiller, saa forvinder det." Ikke noegt med at finde ud af allergi for hvad eller hvorfor.
Men nu er udslettet i venstre lyske paa stoerrelse med en haandflade, og det er begyndt i hoejre side ogsaa. Jeg fik noget creame for en uges tid siden, som ikke har hjulpet. Jeg tror det var noget binyrebark-et-eller-andet. Det hjalp ikke, men igen, laegen i San Chico udskrev ogsaa astmamedicin mod amoeber, da Rebekka havde det. Vi slaas lidt om at laegge de vildeste planer for videre rejse, fordi den mest syge var Amalie, der kun var med paa platform, og den naestsygeste er Rebekka, der tager hjem en maaned foer alle andre. For snart lang tid siden erklaerede sundhedsministeret "gul alarm" pga. dengue. De fik kritik af oppositionen, fordi kun 4 var doede, men nu er vi oppe paa 2000+ tilfaelde og der er reklamer mod stillestaaende vand, og der gaar regeringsfolk rundt med gift i de mest udsatte egne. 1. gang med dengue skulle ikke vaere saa slem. 2. gang ... knapt saa rart. Jeg gaar i panik, hvis jeg faar 2 myggestik i hvert fald. Den lokale version af pest el. kolera hedder dengue el. malaria. Jeg tror jeg ville vaelge malaria.
Og saa en note mht. mad. De kan lide det asuave (soedt) og jeg har endnu ikke faaet noget bittert, staerkt eller surt udover jocote og mango indio, begge dele spises med salr og verdens staerkeste baer mast ud over. Jeg gav et baer til Sara med ordene: pas paa, det er staerkt. Smag forsigtigt og spyt ud. - hun hader mig endnu.
26/3: P.S. Jeg har svamp. Hvor nedtur er det ikke lige, at have det - af alle de seje, eksotiske sygdomme man kan faa her. Je har faaet noegt andet creame og nogle piller, jeg skal tage hver onsdag. COMUS laegen var der ikke, saa jeg gik 50 meter hen ad gaden til et stort regeringslaegehus, der havde alt medicinsk goejl, som hjertet kunne begaere. Hvorfor COMUS har en klinik er mig et myasterium. Regeringens alternativ var gratis for mig og de lokale. Medicinen ogsaa og umiddelbart virkede de ogsaa mere kompetente der.
Laegerne i det ehr land er sindssygt hurtige til at stille diagnoser. En anden laege kiggede paa Sara udslaet paa benene i 0,3 sekunder, sagde "allergi" og "spis disse antibiotika-, penicillin-, antihistamin-, panodil- og ciprofloxysinpiller, saa forvinder det." Ikke noegt med at finde ud af allergi for hvad eller hvorfor.
Div. (17/3)
"Og tak gud for det." Ja, for pokker! Naar naermeste specialskole ligger 1,5 time vaek og modsat normal skole ikke er gratis, har selv jeg respekt for, at du, der synes at 50 cents til en pick-up er dyrt, takker gud for, at din datter, Leidy, kuner doev paa det ene oere. Jeg er ikke ved at blive troende, men jeg begynder at forstaa hvorfor religion spiller saa stor en rolle i de her menneksers liv. Jeg tror ogsaa, at jeg forstaar Jaime - her er jo ikke andet at lave. Og selvom han ikke vil spille fodbold og ikke tog med ud og fange krabber, fordi han skulle i kirke, er han stadig et rart menneske.
Et er at leve et liv her. Men at goere det som stum analfabet i 50 aar er alligevel noget, der kraever vilje. De siger, at han har Downs-syndrom, men han er ret gammel. Og saa vender hans taer forkert. Ligesom paa den dame, jeg ahr et billede af. Han har en bror i USA og lever enten i et hul el. i et hus laengere nede af bjerget (mit spanske lader det staa aabent til fortolkning) og gaar fra hus til hus i La Breña og faar mad, men ingen taler til ham.
Jeg underviste min 9. klasse i engelsk i dag. Verber i nutid. Nogle var ved at kede sig ihjel, mens andre stirrede hjaelpeloest paa et blankt ark papir. Men jeg fik talt med de to skarpe, og de forstod, at deres klassekammerater ikke forstod. Og jeg fik nogle af drengene til selv at skrive smaa saetninger, efter at have hjulpet dem med hvert eneste ord i en to - tre stykker foerst. De lyttede paent og vi holdt planen for timen. Succesoplevelse :-)
Et er at leve et liv her. Men at goere det som stum analfabet i 50 aar er alligevel noget, der kraever vilje. De siger, at han har Downs-syndrom, men han er ret gammel. Og saa vender hans taer forkert. Ligesom paa den dame, jeg ahr et billede af. Han har en bror i USA og lever enten i et hul el. i et hus laengere nede af bjerget (mit spanske lader det staa aabent til fortolkning) og gaar fra hus til hus i La Breña og faar mad, men ingen taler til ham.
Jeg underviste min 9. klasse i engelsk i dag. Verber i nutid. Nogle var ved at kede sig ihjel, mens andre stirrede hjaelpeloest paa et blankt ark papir. Men jeg fik talt med de to skarpe, og de forstod, at deres klassekammerater ikke forstod. Og jeg fik nogle af drengene til selv at skrive smaa saetninger, efter at have hjulpet dem med hvert eneste ord i en to - tre stykker foerst. De lyttede paent og vi holdt planen for timen. Succesoplevelse :-)
Alegria (16/3)
Alegria er dejligt. Der er koeligt. Det ligegr i 1400 meters hoejde, og er forholdsvist rigt, fordi middelklasses folk fra San Salvador tager dertil i stride stroemme hver weekend, fordi byen er botanisk centrum for prydsplanter i hele landet, for det valgte de at satse paa, da en dalende kaffeproduktion ikke laengere gjorde det rentabelt at vaere midtpunkt for kaffeindustrien i El Salvador. Der er ikke meget at se ud over velholdte og rene bygninger og gader. En lagune i vulkankrateret, hvor der er paent og lugter af svovl. Vi boede 4 mennesker i en lille hytte lige uden for byen, og havde der ikke vaeret saa skyet havde vi nok haft en suveren udsigt.
Fordi vi ikke havde drukket alkohol i meget lang tid fandt vi en butik, der solgte vodka - og kun vodka - og lod A.S. raabe "Buena!" i 10 min., indtil der kom en og solgtre os en flaske. Paa det tidspunkt havde alle naboerne vaeret ude af deres huse og hilse paa os.
Fordi vi ikke havde drukket alkohol i meget lang tid fandt vi en butik, der solgte vodka - og kun vodka - og lod A.S. raabe "Buena!" i 10 min., indtil der kom en og solgtre os en flaske. Paa det tidspunkt havde alle naboerne vaeret ude af deres huse og hilse paa os.
Mord og Mango - og Manga (15/3)
Jeg havde koebt en avis paa vej til Alegria og kiggede i den i bussen. (Det tager mig 1,5 - 2 timer at laese og forstaa en side) Der var en artikel om et mord i gaar - kun nyhedsstof, fordi de havde billeder af ligene, der var 3 af dem og en maaned gammel baby var blevet kidnappet. Oppe i venste hjoerne var der en faktaboks, der sagde: 152 mord indtil videre. Sara og jeg naar lige at blive enige om, at det var trods alt ikke saa galt, foer Kira siger: Det er siden 1/3, tallet for i aar er der: 894. Saa tager de ikke mord saa tungt. En dag, paa vej ud af doeren fik jeg at vide, at jeg ikke skulle udnervise paa skolen, for alle eleverne var taget til Jiquilisco for at begrave en, der var blevet myrdet. For det sker jo...
Kiras "bedstemor" er blevet myrdet. Hun bor i huset paa den anden side af gaardspladsen. Nu bliver hun fulgt paa toilettet af to mennesker, der begge har en machete med sig. De har ikke engang gidet anmelde mordet...
Naar jkeg kommer hjem vil jeg en dag taenke: "jeg kunne godt taenke mig en mango." Saa vil jeg kigge paa mine haender, og forbloeffes over, at der ikke er mangoer i dem. Saa vil jeg kigge over paa det naermeste menneske, og forbloeffes over, at vedkommende ikke er ved at tilbyde mig en mango. Saa vil jeg kigge op, og skuffes over, at der ikke er mangoer i traerne.
Man faar dem bogstavelig talt smidt i nakken, og naar de falder af traer fra 10 meters hoejde er det snarere skadestuen end tyngdekrften, de leder tankerne i retning af.
Sidste weekend var vi nogle stykker paa det antropologiske museum i San Salvador. Der var fyldt med japanere, der skrev skrifttegn, sloges med bambuspinde, kaempede karate og udbredte kendskabet til japansk kultur. Paa museet var der en manga udstilling, en stil de ikke er helt ringe til her. Jeg tror naesten jeg laerte mere om japansk end salvadoransk kultur, men der var ogsaa kun skiltet paa spansk paa museet, saa det var svaert at fastholde interessen. Paa den anden side, de havde saa ogsaa udstillet oksekaerer, noget jeg ser oftere end biler, og de havde et morter lignende redskab, hvorom der stod: "Af sten og jern. Forhistorisk tid. Maaske til anvendelse ifbm. forarbejdning med foedevarer." De har saadan et i alle husene her, og bruger det tre gang om dagen til at male majsmel med. Men det kan jo godt vaere, at det blev brugt anderledes for lang tid siden. De gaetter i hvert fald ikke saerlig meget paa det museum.
Kiras "bedstemor" er blevet myrdet. Hun bor i huset paa den anden side af gaardspladsen. Nu bliver hun fulgt paa toilettet af to mennesker, der begge har en machete med sig. De har ikke engang gidet anmelde mordet...
Naar jkeg kommer hjem vil jeg en dag taenke: "jeg kunne godt taenke mig en mango." Saa vil jeg kigge paa mine haender, og forbloeffes over, at der ikke er mangoer i dem. Saa vil jeg kigge over paa det naermeste menneske, og forbloeffes over, at vedkommende ikke er ved at tilbyde mig en mango. Saa vil jeg kigge op, og skuffes over, at der ikke er mangoer i traerne.
Man faar dem bogstavelig talt smidt i nakken, og naar de falder af traer fra 10 meters hoejde er det snarere skadestuen end tyngdekrften, de leder tankerne i retning af.
Sidste weekend var vi nogle stykker paa det antropologiske museum i San Salvador. Der var fyldt med japanere, der skrev skrifttegn, sloges med bambuspinde, kaempede karate og udbredte kendskabet til japansk kultur. Paa museet var der en manga udstilling, en stil de ikke er helt ringe til her. Jeg tror naesten jeg laerte mere om japansk end salvadoransk kultur, men der var ogsaa kun skiltet paa spansk paa museet, saa det var svaert at fastholde interessen. Paa den anden side, de havde saa ogsaa udstillet oksekaerer, noget jeg ser oftere end biler, og de havde et morter lignende redskab, hvorom der stod: "Af sten og jern. Forhistorisk tid. Maaske til anvendelse ifbm. forarbejdning med foedevarer." De har saadan et i alle husene her, og bruger det tre gang om dagen til at male majsmel med. Men det kan jo godt vaere, at det blev brugt anderledes for lang tid siden. De gaetter i hvert fald ikke saerlig meget paa det museum.
At fange krabber (13/3)
"Ja, jeg vil da gerne med ud og fange krabber!"
I loebet af loerdag laerte Edgar en ny glose paa engelsk: Goddamnit!. Krabber i det her land lever ikke i havet, men i mudder i mangrove skov. Jeg kommer aldrig til at bruge den t-shirt igen...
En mand i La Breña - (De andre bor steder, der hedder Las Esperanzas, Joya de Pilar, Planes etc. som betyder "haabene, soejlelunden, marker, etc. La Breña betyder "hudafskrabningen / det blaa maerke) - , hvis families hus, jeg underviser i, hvis aeldste datter jeg koordinerer softball med, har en pick-up, der normalt ikke koerer. Vi moedtes der kl. 05.30 og koerte afsted. Der er to bakker mellem der og saa skolen, der ligger ved vejen (grussti i Dyrehaven er i bedre stand og stoerre). Den ene er som kaelkebakken i hareskoven. Der gik vi i staa paa vej op ad, og rullede baglaens ned igen. Saa tog pick-up en 400m tilloeb, og vi fyrede op ad bakken med et omdrejningstal selv en F1 racer ville vaere imponeret over, mens hornet var i bund - hvis nu nogen skulle vaere ved at drive koer over bakken fra den anden side, eller bare faerdes paa den. Vi koerte ned og kom til den anden bakke, der er virkelig stejl og har 2 naesten haarnaale sving (det tager 5 min at gaa op ad den). Der fejlede bilen ogsaa, og alle maendene gav sig til at skubbe. Det gaar ikke saa godt, og bilen rutscher ned igen, saa de to i hver side bag ved bilen springer til siderne, og den ene af de to i midten springer op paa ladet, mens den sidste bare er afsindig lettet over at bilen fik bremset 30 cm inden den 1,5X2m store sten, han stod med ryggen op af. Bilen kommer halvvejs op til 1. sving igen, og en mand laegger en brystkasse stor sten under/bagved baghjulet, for at bilen ikke skal trille ned igen. Da vi saa skubber igen bliver stenen skudt bagud (baghjulstrukket pick-up) og flyver mellem benene paa en mand, der dansker lykkeligt rundt og raaber af glaede over at vaere sluppet med en hudafskrabning paa indersiden af skinnebenet. Bilen kom op, men det tog 1,5 time at komme et stykke vej, som jeg gaar paa 15 min.
Derfra var det eller afsted til Puerto el Triunfo, et sted det er knapt saa skummelt, som Lonely Planet goer det til, naar man faerdes med de lokale for punchar - verbet for at fange krabber(punchos). Vi delte os i mindre grupper, og jeg gik med Edgar, hans ven og Miguel (24 aar). Miguel anvendte en lidt anden teknik end alle andre, men kort fortalt goer man saaledes:
1) Man finder et sted med vand og rigtig meget mudder, fordi krabberne graver sig ned - des stoerre diameter paa hullet, des stoerre krabbe.
2) Man smider sig ned paa maven og stikker armen i hullet.
3-A) Man tager fat om krabben og traekker den op (sker aldrig
3-B) Hullet er for traengt el. man kan ikke naa enden; man graver som en sindssyg med haender og machete.
4) Stikker armen i hullet igen og roder rundt med haanden for at finde krabben - en glimrende indikator for hvorvidt man har bid er, om der er en klo omkring ens finger.
5) Bliv ved i 6 timer, skyl krabberne for muder
6) Bad i det groenne, skummende, stillestaaende, salte vand
Det skete for Georgia, Edgars ven, at han blev kloet af en krabbe i det foerste hul, han gravede, og siden da raabte han: "Miguel, mano!" hver gang han havde gravet et hul, og saa laa jeg paa maven og roede rundt med armen 70cm nede i mudderet.
Det var umuligt at gaa i det meget klaebrige mudder, der lugtede af doedt hav med klipklappere, for de sad fast, saa jeg vadede paa roedder, babykrabber og saa meget andet i bare foedder. Mudderet gav nogle gange efter, og den ene af gange sank jeg i til hoften/lysken med hoejre ben.
Jeg har lige nu (laes: for en maaned siden) rifter paa samtlige fingre, armene, haenderne og knaeene fordi alle smaastenene, roedderne og hvad der ellers er af gode sager i mudderet ikke kan ses, naar man ligger med armen i spaend i jorden og roder rundt som en gris, der lige har fundet mudder, mens man inderst inde haaber, at der ikke er nogen krabbe, for saa goer det ikke saa ondt i fingrene (de har ret store kloer, og hvis (naar) de faar fat, skal kloen aabnes naensomt, saa krabben ikke doer/gaar i stykker.
Jeg fangede 2 krabber i alt, men den ene tog Miguel, kiggede paa, sagde "pequeño" og kastede vaek...
Jeg fik snakket en del med Miguel (han fangede 40-50 stk - vi 3 andre kombinerede for 12), og da jeg havde sagt, at jeg var 19 aar, ikke gift, men havde kaereste spurgte han: "Hvor mange boern har du?" - ikke om jeg havde.
Da vi var faerdige badede vi i det kun lidt groenne, skummende, maerkeligt lugtende havnevand, og da jeg svoemmede 15m drukne-crawl spurgte de, om jeg var dansk mester. Faelles volontoer erfaring siger, at kan de lokale her i landet ikke bunde, saa kommer de ikke op af vandet igen.
I loebet af loerdag laerte Edgar en ny glose paa engelsk: Goddamnit!. Krabber i det her land lever ikke i havet, men i mudder i mangrove skov. Jeg kommer aldrig til at bruge den t-shirt igen...
En mand i La Breña - (De andre bor steder, der hedder Las Esperanzas, Joya de Pilar, Planes etc. som betyder "haabene, soejlelunden, marker, etc. La Breña betyder "hudafskrabningen / det blaa maerke) - , hvis families hus, jeg underviser i, hvis aeldste datter jeg koordinerer softball med, har en pick-up, der normalt ikke koerer. Vi moedtes der kl. 05.30 og koerte afsted. Der er to bakker mellem der og saa skolen, der ligger ved vejen (grussti i Dyrehaven er i bedre stand og stoerre). Den ene er som kaelkebakken i hareskoven. Der gik vi i staa paa vej op ad, og rullede baglaens ned igen. Saa tog pick-up en 400m tilloeb, og vi fyrede op ad bakken med et omdrejningstal selv en F1 racer ville vaere imponeret over, mens hornet var i bund - hvis nu nogen skulle vaere ved at drive koer over bakken fra den anden side, eller bare faerdes paa den. Vi koerte ned og kom til den anden bakke, der er virkelig stejl og har 2 naesten haarnaale sving (det tager 5 min at gaa op ad den). Der fejlede bilen ogsaa, og alle maendene gav sig til at skubbe. Det gaar ikke saa godt, og bilen rutscher ned igen, saa de to i hver side bag ved bilen springer til siderne, og den ene af de to i midten springer op paa ladet, mens den sidste bare er afsindig lettet over at bilen fik bremset 30 cm inden den 1,5X2m store sten, han stod med ryggen op af. Bilen kommer halvvejs op til 1. sving igen, og en mand laegger en brystkasse stor sten under/bagved baghjulet, for at bilen ikke skal trille ned igen. Da vi saa skubber igen bliver stenen skudt bagud (baghjulstrukket pick-up) og flyver mellem benene paa en mand, der dansker lykkeligt rundt og raaber af glaede over at vaere sluppet med en hudafskrabning paa indersiden af skinnebenet. Bilen kom op, men det tog 1,5 time at komme et stykke vej, som jeg gaar paa 15 min.
Derfra var det eller afsted til Puerto el Triunfo, et sted det er knapt saa skummelt, som Lonely Planet goer det til, naar man faerdes med de lokale for punchar - verbet for at fange krabber(punchos). Vi delte os i mindre grupper, og jeg gik med Edgar, hans ven og Miguel (24 aar). Miguel anvendte en lidt anden teknik end alle andre, men kort fortalt goer man saaledes:
1) Man finder et sted med vand og rigtig meget mudder, fordi krabberne graver sig ned - des stoerre diameter paa hullet, des stoerre krabbe.
2) Man smider sig ned paa maven og stikker armen i hullet.
3-A) Man tager fat om krabben og traekker den op (sker aldrig
3-B) Hullet er for traengt el. man kan ikke naa enden; man graver som en sindssyg med haender og machete.
4) Stikker armen i hullet igen og roder rundt med haanden for at finde krabben - en glimrende indikator for hvorvidt man har bid er, om der er en klo omkring ens finger.
5) Bliv ved i 6 timer, skyl krabberne for muder
6) Bad i det groenne, skummende, stillestaaende, salte vand
Det skete for Georgia, Edgars ven, at han blev kloet af en krabbe i det foerste hul, han gravede, og siden da raabte han: "Miguel, mano!" hver gang han havde gravet et hul, og saa laa jeg paa maven og roede rundt med armen 70cm nede i mudderet.
Det var umuligt at gaa i det meget klaebrige mudder, der lugtede af doedt hav med klipklappere, for de sad fast, saa jeg vadede paa roedder, babykrabber og saa meget andet i bare foedder. Mudderet gav nogle gange efter, og den ene af gange sank jeg i til hoften/lysken med hoejre ben.
Jeg har lige nu (laes: for en maaned siden) rifter paa samtlige fingre, armene, haenderne og knaeene fordi alle smaastenene, roedderne og hvad der ellers er af gode sager i mudderet ikke kan ses, naar man ligger med armen i spaend i jorden og roder rundt som en gris, der lige har fundet mudder, mens man inderst inde haaber, at der ikke er nogen krabbe, for saa goer det ikke saa ondt i fingrene (de har ret store kloer, og hvis (naar) de faar fat, skal kloen aabnes naensomt, saa krabben ikke doer/gaar i stykker.
Jeg fangede 2 krabber i alt, men den ene tog Miguel, kiggede paa, sagde "pequeño" og kastede vaek...
Jeg fik snakket en del med Miguel (han fangede 40-50 stk - vi 3 andre kombinerede for 12), og da jeg havde sagt, at jeg var 19 aar, ikke gift, men havde kaereste spurgte han: "Hvor mange boern har du?" - ikke om jeg havde.
Da vi var faerdige badede vi i det kun lidt groenne, skummende, maerkeligt lugtende havnevand, og da jeg svoemmede 15m drukne-crawl spurgte de, om jeg var dansk mester. Faelles volontoer erfaring siger, at kan de lokale her i landet ikke bunde, saa kommer de ikke op af vandet igen.
torsdag den 1. april 2010
Bus
"Snow" staar der skrevet med 8 cm hoeje bogstaver paa daekket af den gamle skolebus, der er kommet til El Salvador efter fuldendt tjeneste i USA. I forruden staar der "Jesus Velsigner denne Bus", "San Miguel" og "San Salvador". Et stort stenslag har bredt sig paa tvaers af forruden, der har tonet glas, hvorigennem en Jesus figur kan skimtes. Der er baade hajfinner og spoiler paa bussen, hvis rustne sider staar i skarp kontrast til kromfaelgene.
Der maa vaere nogen, der engang har udtaenkt et system. Formentlig en gang foerst i 80 erne, efter guerilla en spraengte den smule jernbane landet en gang havde i luften. El Salvador har lige faaet 500.000.000$ af Brasilien. De tre hundrede milioner bliver brugt paa at koebe busser fra det donerende land. Og det er noget, de tranger til at bruge penge paa. De koerer til noget skal skiftes. At saette nyt luftfilter i eller nyt daek paa foer det gamle ikke laengere fungerer er spild. Det foerte til, at Lars pludselig sad meget alene paa saedet over hjulkassen, da vi skulle til SS sidste uge. Bussen stopper, chauffoer og konduktoer gaar ud, kigger og koerer videre. Men bankelyden fortsaetter. Naer bustermionalen holder lyden op. Det viste sig at vaere al gummiet paa det ene baghjul, der var faldet af, og havde slaaet mod bussen i processen. Saa forstaar man, at der er reservehjul med alle koeretoejer her i landet.
Busserne i det her land dytter meget. Hvis de bakker. Hvis de skal krydse en vej. Hvis de koere et sted med daarlig sigt. Hvis de skal saette i gang. Hvis de faar oeje paa potentielle passagerer. Hvis de holder i koe. Og naar chauffoeren ellers foeler for det. Dvs. de koerer med hornet i bund paa snoede bjergveje og gennem byer. For hvis man dytter behoever man ikke at kigge sig for. Det kan de saa heller ikke. Der er nogle gange saa mange mennesker med, at chauffoeren kun kan se lige ud. Saa er det saa, at man tager bagdoeren (noedudgang bagerst) i brug, for at faa alle ind/ud af bussen hvilket altid skal foregaar med utroligt meget stress paa. Bussen skal ogsaa helst vaere i fart, naar konduktoeren springer paa og af.
Oven i alt det er der saa handlende, avissaelgere, kvaksalvere, der holder foredrag, og folk, der praediker Biblens ord.
Man skal ikke have hovedpine, foer man tager med bussen. Men man skal nok have det bagefter. Og saa er min laarbensknogle lidt laengere, end hvad busserne er beregnet paa.
Der maa vaere nogen, der engang har udtaenkt et system. Formentlig en gang foerst i 80 erne, efter guerilla en spraengte den smule jernbane landet en gang havde i luften. El Salvador har lige faaet 500.000.000$ af Brasilien. De tre hundrede milioner bliver brugt paa at koebe busser fra det donerende land. Og det er noget, de tranger til at bruge penge paa. De koerer til noget skal skiftes. At saette nyt luftfilter i eller nyt daek paa foer det gamle ikke laengere fungerer er spild. Det foerte til, at Lars pludselig sad meget alene paa saedet over hjulkassen, da vi skulle til SS sidste uge. Bussen stopper, chauffoer og konduktoer gaar ud, kigger og koerer videre. Men bankelyden fortsaetter. Naer bustermionalen holder lyden op. Det viste sig at vaere al gummiet paa det ene baghjul, der var faldet af, og havde slaaet mod bussen i processen. Saa forstaar man, at der er reservehjul med alle koeretoejer her i landet.
Busserne i det her land dytter meget. Hvis de bakker. Hvis de skal krydse en vej. Hvis de koere et sted med daarlig sigt. Hvis de skal saette i gang. Hvis de faar oeje paa potentielle passagerer. Hvis de holder i koe. Og naar chauffoeren ellers foeler for det. Dvs. de koerer med hornet i bund paa snoede bjergveje og gennem byer. For hvis man dytter behoever man ikke at kigge sig for. Det kan de saa heller ikke. Der er nogle gange saa mange mennesker med, at chauffoeren kun kan se lige ud. Saa er det saa, at man tager bagdoeren (noedudgang bagerst) i brug, for at faa alle ind/ud af bussen hvilket altid skal foregaar med utroligt meget stress paa. Bussen skal ogsaa helst vaere i fart, naar konduktoeren springer paa og af.
Oven i alt det er der saa handlende, avissaelgere, kvaksalvere, der holder foredrag, og folk, der praediker Biblens ord.
Man skal ikke have hovedpine, foer man tager med bussen. Men man skal nok have det bagefter. Og saa er min laarbensknogle lidt laengere, end hvad busserne er beregnet paa.
Abonner på:
Opslag (Atom)
